Nyt politisk landskab
Folketingsvalget har skabt usikkerhed om, hvor hurtigt campingerhvervet kan få de ændringer, branchen har arbejdet for. Det gælder især en modernisering af campingreglementet og en mere rimelig beskatning af autocampere. Det er fortsat uklart, hvem der får ansvaret for området i en ny regering, og om Turismeminister Morten Dahlin mon kan fortsætte i en central rolle.
- kort sagt, lige nu ved vi ikke, hvem der kommer til at stå med nøglerne til turismeområdet i Danmark!
Camping er nu en reel politisk dagsorden
Samtidig er der noget vigtigt at hæfte sig ved: Camping står i dag langt stærkere politisk end for få år siden. I valgkampen lancerede Morten Dahlin et udspil med fokus på større frihed, bedre udviklingsmuligheder og færre barrierer for campingpladserne. Ved turismedebatten d. 11. marts på Holmegaard i var alle de politikere, der var til stede, positive overfor at bakke op om campingerhvervet - Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne var en af dem - Zenia Stampe fra Radikale Venstre en anden.
Socialdemokratiets turismeordfører Tanja Larsson har også peget på behovet for lempelser af campingreglementet og mere fleksible rammer for erhvervet. Og hos Liberal Alliance har Alex Vanopslagh talt om, at når dumme regler skal afskaffes – så skal det helt bestemt også ske på campingområdet.
Der er allerede noget at arbejde videre med
Det afgørende er, at en ny regering ikke behøver begynde forfra. Arbejdsgruppen om campingregler har allerede afleveret sit arbejde og peget på konkrete temaer som hytter, vintercampering, enhedspladsens indretning og bedre rammer for autocampere. Der er fra politisk hold, og særligt blandt de borgerlige partier, plus socialdemokratiet, en anerkendelse af, at reglerne trænger til at blive ændret. Derimod ved vi ikke, hvordan partierne til venstre for socialdemokratiet ser på campingerhvervets udfordringer - en regering med disse partier vil skabe en del usikkerhed i forhold til målsætningen om regelændringer.
Efteråret bliver afgørende for beskatning af autocampere
Også på autocamperområdet er der noget konkret i gang. Ekspertgruppen om bilbeskatning ventes at komme med sine forslag til efteråret. Det kan blive en vigtig anledning til igen at rejse spørgsmålet om den skæve beskatning af autocampere.
En vigtig opgave for branchen
For Camping Outdoor Danmark bliver opgaven nu at fastholde presset. Valget har lige nu gjort vejen mere usikker, men vi sparker en åben dør ind! der er lige nu både politiske udmeldinger og fagligt forarbejde, som kan bringe campingerhvervet videre — hvis den nye regering griber muligheden.
Bliver Morten Dahlin Turismeminister igen i en ny regering?